Table Of ContentOTTO GELSTED
Aldrig var dagen så lys
DIGTE
TH A N IN G & APPEL
1959
Indhold
Farver .......................................................................... 7
Regnhelvede................................................................. 9
Høstligt mørke............................................................10
En lys tone...................................................................11
Isblomster ...................................................................12
Syvstjernen...................................................................13
Sol og måne...................................................................15
Vignet på omslag; Isvinter..........................................................................16
Axel Salto Udve...............................................................................17
Morgen på altanen....................................................18
Morgenglans................................................................19
Firbenet..........................................................................21
Siesta...............................................................................22
Aldrig var dagen så lys...........................................24
Den sorgløse brønd..................................................25
Vinmarker...................................................................26
Røsterne kalder............................................................27
Søvnløs nat...................................................................28
Alderdom ...................................................................30
I skyggeriget................................................................31
Hilsen til Herman Wildenvey...............................32
Til Ellen Kirk............................................................33
Karen Blixen................................................................34
Bebudelsens engel ....................................................35
, Historisk........................................................................36
Bøn til Apollon...........................................................3?
Udgangs-Ode .........................................................39
NOF.ULUNDGS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN
Farver
Jeg ser mig om, og hvad jeg ser forfærder mig:
en jord hvor blåt ikke er hav og himmel
og kornblomst og et pigeblik, og grønt
ikke er græs og løv - men grønt og blåt
og violet og gustengult og hvidt
er pletter af spedalskhed, og det røde
ikke er lystigt legende ild og faner
og valmuer i korn og solopgang
men glødende brændemærker på skændede pander
og stikflammer midt i en røg fra bombede byer
og rustent jern og blod på bøddelhænder.
0 menneske - din smukke mangfoldighed
af tjæresort og flødekaffefarvet
og elfenbensgult og rødt som keramik
- og I, de regnormsrøde der kaldes hvide -
hvad har I gjort af denne muntre pragt,
af denne farvelade som I fik
1 fødselsgave fra naturens hånd?
Skal alle disse folkeslag og farver
da aldrig klinge skønt og frugtbart sammen
til jordens fryd - som farver på et lærred Regnhelvede
i fælles velbehag, til fælles hæder?
Der hænger ildregn over vore hoder
og afgrund gaber om os hvor vi træder, Der drypper regn på tagblik i ulidelige nætter,
men vi vil løfte farve og liv påny et mareridt af dråber der holder sjælen vågen,
over rygende ruiner, over osende latriner. og vindueskroge rasler, og regn på ruden skvætter,
Vi retter flammesværd mod det myldrende mørke og morgengryet drukner i regnens rusk og tågen.
og rejser nye søjler og solsymboler.
Og intet lysglimt findes der løfter og forynger
det håb, der endnu ånder i den lysforladte nat.
Den rene sne forvandles til kulstøvskidne dynger,
og væggene vædsker i vort tungsinds kassemat.
Vi ligner matroser i eii undervandsbåd,
der strandet ligger henslængt i havbundens pløre,
og vi ved ikke længer vore levende råd.
De signaler, vi sender, er der ingen der kan høre.
Og luften slipper op i den strandede båd.
Høstligt mørke En lys tone
Skumringslyset slører parken, Mørkebrune skovbryn
alle buske, alle stier, løfter sig massive
og som mammutdyr på marken mod den fulde månes
stråleblanke skive.
står de høje lodne hæs.
Og de tunge æbler falder Og de skønne skyer,
med et dunk mod grus og græs. lange, tynde,
Fugleskrig i mørket kalder har en egen sølvklar,
over fjord og næs. spinkel ynde.
Stjernefyldt står høstens himmel I en frostblå vinters
med sin sværm af gyldne bier. høje månenætter
Livets travle støj og stimmel lyser de som hvide
blunder ind og tier. fiskebens-skeletter.
Isblomster Syvstjernen
Kan det undre dig at kulden Nu er de røde tage
når den tryller vækster frem dækket af sne,
i sit drivhus på din rude, se, hun svinger sin stav over byen,
altid tumler med en sydlandsk vinterens hvide fe.
ødsel skaberfantasi?
Feen har svunget tryllestaven.
Aldrig er det bøg og ahorn, Lette som dun
aldrig grøftekantens urter, falder de hvide stjernefnug
nej kun palmer og agaver, ned gennem rummets paulun.
som dens kunstnerhjerte finder
velbehag og stolthed i. Fjorden ligger som stål mellem blege
skrænter af sne.
Ak, den har et kunstnerhjerte, Længslen er gået i hi og de røde
og den ved hvor hedt vi længes drifters brændende ve.
bort fra frost og vintermørke,
islagt fjord og nøgne skove Luften klarner mod solnedgangen.
til en solblå harmoni. Striber af rødt og gult
strækker sig ud i en glasgrøii klarhed,
skønhed der før var skjult.
13
Natten mørkner, på klarblå himmel
Sol og måne
funkler Frejas rok,
og i det lysende dunkle danser
Syvstjernens jomfruflok.
vintersolen synker ned og fanges,
De purunge piger danser
gul og violet,
til sfærernes musik. i et træ som en alvældig gople
Den ene fører den anden,
i et fiskenæt.
de smiler blik i blik.
Og nu stiger månens krumkniv,
De hvide florkjoler vifter krystet af sne.
i valsen som fygende sne,
Over mig i himmelrummet hænger
men pigerne skrider så stille.
Dødens le.
Nu danser de tre og tre.
Og kun den syvende stjerne
er ikke mere at se.
14
15
Isvinter Udve
Over sne, over sne Har jeg siddet ved Sokrates’ fødder og været med
går den pibende vind, i den sværm
over stålblå sø, af ivrige unge disciple, der lytted til mesterens ord?
over vissenbrun skov. Jeg åbner en gammel skolebog, som jeg kender fra
I vinterve perm til perm,
vånder sig verden. og om mig lyder røster, et muntert støjende kor.
Jeg ældes, jeg ældes, Mod oldtidens øer drages mit hjerte på trækfugleflugt,
jeg står som et løvløst jeg flyver over alpernes kam og over en solblå bugt.
træ i det bidende vejr. Jeg bæres på ordenes vinger vidt over tidens rum,
Det knager i knogler, der ligger med klippestrande kranset af kridhvidt skum.
og frosten lister sig
ind i min marv. Og her vil jeg lande og bygge og bo nær ved den
brydende sø,
Mit hjerte gruer - og her vil jeg gå i palmers læ og lyse olivenlunde
bag isnende mørke og mærke den gamle smertes brand i min kærligheds
lurer det, lurer det - åbne vunde,
lurer et vilddyr og her vil jeg finde det jordens sted hvor mit hjerte
parat til at springe gerne vil dø.
mit liv i struben----
i6 17
Morgen på altanen Morgenglans
Endelig! Af dalens tågebanker Hvide solbelyste skyer
stiger solen, stiger, stiger! - dækker kløft og hav,
Jorden ligger som et brød og branker op af tågen rækker
lifligt i ovnen. bjerget sin slidte sav.
Klokker runger, morgenhaner galer, Skyrøg damper i kløften
undervejs imellem bjerg og afgrund som kilder der koger.
trutter bilers klare hornsignaler, Svaler svirrer henover
muntre som vimpler. de opløste tåger.
Kirkeklokkerne i Scala kalder Men nu ligner
på Ravellos klokker. Og i kløften skyerne marker af sne.
gjalder der et bøsseskud og vækker Napolibugten
ekko af søvne. er et polarhav at se.
Syden og Norden har fundet
et underfuldt møde,
frugtbarhedens glød
og det isnende øde.
i8 19
Firbenet
Hjertet der kender .
sm vellyst og ve,
fyldes til randen
af sol og sne.
i I det fjerne drøner tordenguden.
Et metalgrønt firben stirrer på mig,
hjertet pulser synligt gennem huden.
Skyers mulm og sol i viftestriber!
Og nu rejser øglen sig og griber
om en urtestængel og den mumser
grådigt på et grønt og saftigt skud.
Og jeg ser den stå gigantisk
i en urtidsskov og gumle
under længst forsvundet solskin
på en tårnhøj padderok.
Mere torden? Nej, en ruteflyver.
Eller er det over bjergets tinder
vingebruset af fuglen Rok?
