Table Of ContentWa?-Nahja!
TRYGT I AARHUS
ID TTE A R
130 historier læst af Ingelise Andersen
og Leif Varmark. Med tillæg om Københavnerne
Wa?-Nåhja!
130 historier læst af Ingelise Andersen
og Leif Varmark. Med tillæg om Københavnerne
© 1974 h. m. bergs forlag a.s.
Trykt hos Kannike Tryk, Århus
ISBN 87 7228 998 8
Indhold
Forord 7
I. Indledning 9
2. Århus-historier 15
3. Århus-historiernes eget univers 35
4. Århus-historiernes oprindelse 42
5. Hvorfor er Århus-historierne slået an? 54
6. Diskrimination eller ikke? 59
7. Århus-historiernes brod 61
8. Hvordan fungerer vittigheder? 64
9. Århus-historiernes udbredelse 66
Om Københavner-historier 71
Københavner-historier 73
Litteratur m.v. 75
Forord
I oktober måned 1973 besluttede vi som studerende ved
Københavns universitets Institut for Nordisk Folkeminde
videnskab at indlede en undersøgelse af de såkaldte »Århus
historier«, som på dette tidspunkt var ifærd med at brede
sig til større kredse.
Folkemindevidenskaben beskæftiger sig med den ikke
materielle folkekultur, dvs. hvordan folk gennem tiderne
har teet sig (skik og brug, årets og livets fester, folkemusik
m.m.), og hvad de har bildt hinanden ind (sagn, eventyr,
folkeviser, overtro m.m.). Disse emner har altid domineret
folkemindevidenskaben, medens småhistorier og vittigheder
som Århus-historierne stedbarnsagtigt er blevet slået sam
men med ordsprog, gåder, rim og remser til et ubestemme
ligt misk-mask med betegnelsen »de små genrer«.
Et formål med vor undersøgelse har været at legitimere
disse små genrer som fuldt værdige eksempler på folke
kultur.
Ved endvidere at afdække de sociale mekanismer, som
Århus-historierne fungerer i, mener vi at kunne fremlægge
noget væsentligt om den politiske og private situation, der
pludselig gør folk helt vilde med at fortælle denne slags
historier.
Derudover har vi påvist, at der stadig den dag i dag ska
bes nye folkeminder og ny folkelig tradition til trods for de
stats- og kapitaldirigerede massemediers tilsyneladende to
tale dominans over kultur- og bevidsthedslivet.
Nærværende bog bygger på undersøgelsens materiale og
resultater, men er ikke identisk med selve undersøgelsen.
7
Afsnit 1-5 samt tillægget om Københavner-historierne er
nedskrevet af Leif Varmark, og afsnit 6-9 er nedskrevet af
Ingelise Andersen. Hele materialet er indsamlet og bear
bejdet af os begge i fællesskab.
København, den 15. januar 1974.
Ingelise Andersen, Leif Varmark
1. Indledning
Denne bog har fået de mest fremragende anbefalinger med
på vejen fra den højeste sagkundskab. Hele to borgmestre
i Århus, en nuværende og en tidligere, har offentligt udtalt,
at en undersøgelse af Århus-historierne er det rene pjat og
spild af penge og papir, noget forargeligt nonsens osv. Den
ene råber (til vor fryd, se Århus-historie nr. 6): »Man må
tage sig til hovedet«, og den anden udråber et bittert-ironisk
»Længe leve videnskaben«.
Borgmester Orla S. Hyllested, Århus, mener iflg. B.T. den
24.10.1973 følgende om ideen med at undersøge Århus
historierne:
»Det er dog for plat. Hvis disse historier overhovedet
havde forbindelse med Århus, byen og dens mennesker, ja,
så OK. Men det er historier, som fortælles på værtshuse i
København. Det er en omgang pjat og det rene spild af
papir.
Jeg har ikke noget imod kvikke bemærkninger og ironi,
også gerne selvironi, men hvis kvaliteten ikke er bedre, må
man tage sig til hovedet. Er det virkelig noget at bruge tid
og kræfter på midt i en sparetid?«.
Nu kunne borgmesteren jo ikke vide, at disse historier
greb om sig i den grad, at de blev folkeeje og derfor farlige
for en politiker at bekæmpe. Men han fandt hurtigt ud af
det: I Billedbladet den 9.11.1973 har en fotograf fået en
række kendte århusianere til at agere hver sin Århus-histo
rie, og her ser vi en smilende borgmester iført en snøresko
og en hyttesko (se Århus-historie nr. 74). Hertil er vel ikke
andet at sige end: Goddaw do!
9
Med tidligere borgmester Bernhardt Jensen, Århus, for
holder det sig lidt anderledes. Han er næsten i stand til at
formulere sig, og vi skal derfor gå let hen over hans be
mærkninger i Demokraten den 28.10.1973 om, at Århus
historierne er noget nonsens, fordi kohold ikke er alminde
ligt i en moderne storby (se Århus-historierne nr. 19, 31, 32
med flere) og i stedet citere hans opfattelse af selve folke
mindevidenskaben:
»Folkeminder er beretninger om skikke, historiske steder
og begivenheder, folketro osv., som er overleveret i mundt
lig, også anekdotisk form. Men det er ikke noget, man kan
beslutte sig til at lave. At man for et par hundrede år siden
har ladet samlinger af cirkulerende vandre-anekdoter om
dumme folk henlægge til afsides lokaliteter, her i landet
Mols, i andre lande tilsvarende egne, gør ikke sådanne krø
niker til folkeminder, selv om de dog har en vis alder og
en god tids- og lokalkolorit. De studentikose »morsomhe
der«, der nu forsøger at fremstille århusianerne som en
samling imbecile individer, savner både miljø og fællestræk.
Og i dag er myten om. de specielle karakteregenskaber hos
lande og byer jo også så dØd, at den næppe kan genopvæk"
kes i anekdoteform.
Alligevel .skulle altså vittigheder, opdigtet i 1973 og af-
prøvet ved Ølborde eller i kortklubber, kunne blive til seriøs
folkeminde-videnskab! Længe leve videnskaben!«.
Her er tilsyneladende en århusianer, der ved noget. Bern
hardt Jensen er nemlig også lokalhistoriker. Men han ved
ikke nok. Bortset fra, at han har misforstået det hele ved
øjensynligt at forveksle folkeminder med folks barndoms
erindringer, giver han her udtryk for en holdning, der var
herskende inden for folkemindeforskningen for mere end
100 år siden. Man mente da ligesom Bernhardt Jensen, at
folkeminder ikke blev »lavet«, men bare »var« der. Det
klassiske eksempel er folkeviserne, som man vitterligt i
fuldt alvor troede var opstået på mystisk vis af det danske
10
