og partiskift blandt danske vælgere på basis af paneldata Shamshiri-Petersen, Ditte

330 Pages·2017·2.76 MB·Danish

Aalborg Universitet

Holdnings- og partiskift blandt danske vælgere på basis af paneldata
Shamshiri-Petersen, Ditte
Publication date:
2010
Document Version
Tidlig version også kaldet pre-print
Link to publication from Aalborg University
Citation for published version (APA):
Shamshiri-Petersen, D. (2010). Holdnings- og partiskift blandt danske vælgere på basis af paneldata. Aalborg:
Centre for Comparative Welfare Studies, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners
and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
? Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
? You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain
? You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal ?
Take down policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us at [email protected] providing details, and we will remove access to
the work immediately and investigate your claim.
Downloaded from vbn.aau.dk on: May 04, 2019
Forord
Denne afhandling er skrevet ud fra en nysgerrighed om og i så fald hvordan de danske
vælgeres holdningsskift og partiskift er relaterede til hinanden. Nysgerrigheden udspringer
dels af, at der i kontekst ikke foreligger ret meget viden om de to fænomener. Navnlig ikke når
det gælder individuelle skift frem for aggregerede. Dels udspringer den af, at sammenhængen
mellem de to kan gøres os klogere på en grundfæstet teoretisk forståelse af vælgernes adfærd.
Særligt i nordisk kontekst har man kunnet se en sammenhæng mellem vælgernes holdninger
og deres partivalg, og dette er blevet tilskrevet, at vælgerne på rationel vis først og fremmest
vælger parti efter, hvilket et der repræsenterer deres holdninger bedst. Men spørgsmålet er,
om de på tilsvarende rationel vis vælger partier fra. På den måde søger afhandlingen at belyse
et eksisterende teoretisk perspektiv, ved at stille et spørgsmål, der udfordrer det og dets
rækkevidde.

Afhandlingens indhold og udformning kan kun undertegnede tages til indtægt for. Jørgen Goul
Andersen har igennem sin inspirerende vejledning dog haft stor betydning for de afgørende
retninger den har taget. Det samme gælder Johannes Andersen og den begejstring han har
udvist. Tak til dem begge, for at have været en betydningsfuld del af processen. Også stor tak
til min mand, Kaveh Shamshiri-Petersen, der har støttet og lyttet hele vejen igennem.

Slutteligt vil jeg gerne dedikere afhandlingen til min far, Stig Ejner Petersen.
Hans tiltro har betydet alt.

Aalborg, april 2010
Ditte Shamshiri-Petersen
Indhold
1
Indledning 5
Stigende partiskift 7
Makroforklaringer på partiskift 9
Mikroforklaringer på partiskift 12
Holdningsskift som forklaring på partiskift? 15
Partiernes holdningsskift som forklaring på partiskift? 17
Afsluttende 22
2
Metodeovervejelser 24
Forskningsdesign 24
Panelstudier 27
Præsentation af de tre sæt panelstudier 29
Udfordringen: Måling af holdninger og holdningsstabilitet 32
Udvalgte eksempler på partiholdningsskift 36
Præsentation af eksemplerne 38
Empirien: Partivalgmateriale og tværsnitsvalgdata 39
Afsluttende 42
3
Den teoretiske forståelsesramme 44
Teoretiske perspektiver på holdninger 44
Værdier, holdninger og meninger 48
Politiske holdninger: Ideologi og holdningsstrukturer 50
Holdningsdannelse: Socialisering eller ad hoc-konstruktioner? 54
Holdningsstabilitet og -skift 56
Teoretiske perspektiver på vælgernes adfærd 62
Issue voting: En kort introduktion 63
Vælgernes billede af partierne: Image 67
Teoretiske perspektiver på partiernes adfærd 70
Partiernes udvikling: Professionalisering og flydende form 72
Issue competition 75
Strategier til holdningsoverensstemmelse 78
Afsluttende 81
4
Holdningsstabilitet og -skift blandt de danske vælgere 83
Holdningsspørgsmål og måling af stabilitet 86
Stabilitetsmål 87
Holdningsstabilitet: Et overblik 89
Omfanget af holdningsstabilitet og -skift 89
Mønstre i holdningsspørgsmålenes stabilitet 92
Holdningsdimensioner via faktoranalyse 93
Stabilitet på den ”værdipolitiske” dimension 96
Stabilitet på den ”fordelingspolitiske” dimension 99
Stabiliteten på de øvrige dimensioner 102
På tværs af holdningsdimensionerne 104
Saliens: Større eller mindre stabilitet? 105
Hvad betyder graden af ideologi i spørgsmålene? 108
Ideologisk stabilitet 113
Konstruktion af holdningsindekser 113
Holdningskonsistens 115
Stabilitet på holdningsindekserne 117
Afsluttende 118
5
Holdningsstabilitet og -skift set over tid 120
Udviklingen i holdningsstabiliteten: Et overblik 122
Holdningsstabilitet i 1970erne 124
Mønstre i 1971-1973-holdningsspørgsmålene 125
Holdningsstabilitet i 1980erne 129
Mønstre i 1987-1988-holdningsspørgsmålene 131
Afsluttende 135
6
Hvem skifter holdning og hvem er stabile? 137
Køn, alder og uddannelse 143
Politisk opmærksomhed eller interesse 148
Den politiske orientering 151
En samlet model 154
Enkeltspørgsmål 155
Afsluttende 160
7
Holdningsskift og partiskift 162
Fører holdningsskift til partiskift? 167
Ideologisk” ustabilitet og partiskift 172
Betydningen af saliens 174
Konkrete holdningsskift og partiskift 180
Har der tidligere været sammenhæng ml. holdningsskift og partiskift? 185
1971-1973 186
1987-1988 187
Afsluttende 188
8
Holdningsstabilitet og -skift blandt partierne 191
Stabilitet på fire politikemner 192
Partiernes gennemsnitlige stabilitet på de 4 emner 198
Stabilitet i partiernes ideologiske placering 201
Stabilitet i kompetenceimage 205
Vælgerkarakteristika og oplevet partiustabilitet 209
Hvad forklarer oplevet partiustabilitet? 211
Afsluttende 216
9
Partiernes holdningsskift og vælgernes partiskift 218
Partiholdningsskift og partiskift? 220
Betydningen af partiholdningsustabilitet for egne vælgere 222
Partiernes holdningsskift på saliente spørgsmål 224
Skift i kompetenceimage og partiskift 230
Skift i sympati og partiskift 234
Afsluttende 239
10
Tre eksempler på partiernes holdningsskift 242
Eksempel 1: Venstre og velfærd 244
Eksempel 2: Socialdemokraterne og flygtninge-/indvandrerpolitikken 249
Eksempel 3: Venstre og miljø 254
Afsluttende 258
11
Opfatter vælgerne partiernes skift - og følger de med? 261
Venstre og velfærd 265
Opfatter vælgerne Venstres skift? 265
Følger vælgerne Venstre? 269
Socialdemokraterne og flygtninge-/indvandrerpolitikken 273
Hvad mener Socialdemokraterne ifølge vælgerne? 275
Hvilken betydning har Socialdemokraternes skift? 278
Venstre og miljø 281
Blev Venstres image først mindre så mere grønt? 283
Lader vælgerne sig overtale? 285
Afsluttende 289
12
Konklusion og afsluttende diskussion 292
Omfang og udvikling i holdningsstabilitet 294
Sociale forskelle i holdningsstabilitet? 296
Holdningsskift og partiskift 297
Saliens som betingende faktor? 298
Kan issue voting forklare partiskift? 300
Fokus på partierne 302
Partiernes holdningsskift påvirker vælgerne 303
Hvem påvirker hvem? 306
Dansk resumé 309
English summary 312
Referencer 315
Kapitel 1 
Indledning 
Denne afhandling undersøger, hvilken betydning holdningsskift har for partiskift. Målet er at 
opnå større viden om holdningsændringer både blandt de danske vælgere og de politiske par‐
tier, og at finde ud af, om sådanne holdningsændringer er årsagen til, at så mange vælgere 
skifter parti mellem valgene.  
At en stor del af de danske vælgere skifter partipræference fra valg til valg er både 
velkendt og veldokumenteret. I dag er det typisk omkring hver fjerde vælger, der ved et folke‐
tingsvalg sætter sit kryds ved et andet parti end det, krydset blev sat ved valget før (eksempel‐
vis Goul Andersen & Hoff 2001; Nielsen & Thomsen 2003; Hansen Slothuus & de Vreese 2007). 
I de fleste lande har vælgernes omskiftelighed været stigende, hvilket også har været genstand 
for udførlige analyser. Imidlertid er der gjort overraskende få forsøg på at undersøge vælger‐
skift på individniveau og forklare, hvad der ligger bag. Systematiske studier af emnet har navn‐
lig fokuseret på makroforklaringer, mens der kun er få mikrostudier. Det kan undre. Ikke alene 
er vælgernes (ofte stigende) omskiftelighed et fænomen, der kalder på studier på mikroniveau. 
I princippet er det jo også en metode til at forklare partivalg at se netop på de vælgere, der 
skifter parti, og undersøge, hvad der får dem til det. 
Når det drejer sig om at forklare vælgernes adfærd, har litteraturen igennem mange 
år sat fokus på politiske holdninger. Det skyldes den i grunden ret simple kendsgerning, at indi‐
viders holdninger og partivalg er tæt forbundne, ikke mindst i de nordiske lande. Dette sam‐
menfattes igennem den brede teoriretning, der kan betegnes issue voting (Borre 2001), hvor 
netop holdninger fremhæves som det mest bestemmende for, hvor vælgerne lægger deres 
stemme: Lidt firkantet udtrykt vil vælgerne stemme på det parti, hvis holdninger stemmer 
bedst overens med deres egne. 
Et sådant ”rationelt” perspektiv har siden slutningen af 1970erne præget europæisk 
valgforskning, ikke mindst i Danmark og de øvrige nordiske lande. Men mens overensstemmel‐
sen mellem vælgernes holdninger og deres partivalg er dokumenteret på kryds og tværs gen‐
nem mange år, finder man ikke tilsvarende analyser af sammenhængen mellem holdningsskift 
og partiskift. Det kunne ellers forekomme naturligt netop at sætte direkte fokus på, i hvilken 
udstrækning det er skiftende holdninger, der får vælgerne til at skifte parti: Såfremt vælgernes 
partivalg bestemmes af politiske holdninger, er det nærliggende at antage, at skift i partivalg 
typisk skyldes skift i holdninger.  
5
Imidlertid kunne man også forestille sig, at en vælgers skift af parti kan skyldes, at 
partiet har skiftet holdning. Der er inden for valgforskningen i stigende grad blevet sat fokus på 
de politiske partier aktører, der både er blevet mere omskiftelige og som i større udstrækning 
aktivt forsøger at påvirke deres vælgertilslutning. Navnlig en nedgang i vælgernes klasse‐ og 
dermed partitilhørsforhold har betydet, at partiernes sikre stemmer er svundet ind, mens an‐
tallet af potentielle vælgere er vokset. Det har medført, at partierne er blevet både mere pro‐
fessionelle og centraliserede samt mere ”flydende” i deres form (se eksempelvis Katz & Mair 
1995; Mair, Müller & Plasser 2004; Krouwel 2006) i forsøget på at appellere til så mange væl‐
gere som muligt. 
På den baggrund kan man udmærket forestille sig, at det ikke alene er vælgerne, der 
handler mere ubundet af traditioner og gruppetilknytning, men at partierne inden for visse 
grænser gør det samme. På mikroniveau betyder det, at det også kan være holdningsskift hos 
politiske partier, der får i øvrigt stabile vælgere til at skifte parti: Hvis en vælger oplever, at det 
parti vedkommende har stemt på flytter sig holdningsmæssigt, og ikke selv har flyttet sig til‐
svarende, så vil vedkommende potentielt kunne skifte til et andet parti. Faktisk er denne hypo‐
tese i dansk sammenhæng allerede for mange år siden foreslået af Nannestad (1989), dog 
uden at det har været fulgt systematisk op.  
Udgangspunktet er, at det ikke kun er relevant at se på vælgerne og deres holdnings‐
skift når partiskift skal forklares. I princippet bør partierne også inddrages. Vælgere og partier 
kan ikke ses isoleret, men skal som udgangspunkt betragtes som aktører, hvis adfærd gensidigt 
påvirker hinanden. Derfor undersøger afhandlingen, hvilken betydning holdningsskift, både 
blandt vælgere og partier, har for vælgernes partiskift. Datagrundlaget er først og fremmest 
tre sæt paneldata, hvor der er mulighed for at undersøge holdningsændringer over tid på indi‐
vidniveau frem for aggregeret. Hvor der særligt i amerikansk litteratur har været tradition for 
dette, er der i dansk kontekst ikke foretaget mange systematiske undersøgelser af vælgernes 
holdningsstabilitet. De der foreligger, har typisk været begrænset til enkelte, særlige issues. 
Dette gælder i endnu mindre grad partiernes holdningsstabilitet og ‐skift. Her foreligger der 
udelukkende analyser af aggregerede ændringer i vælgernes holdningsmæssige placering af 
dem. Af den grund er deskriptive analyser, forud for undersøgelsen af sammenhængen med 
partiskift, af stor betydning. Formålet med afhandlingen er således ikke at forklare partiskift 
bedst muligt ved at inddrage en lang række af faktorer. Formålet er i stedet en udførlig under‐
søgelse af holdningsstabilitet og ‐skift blandt både vælgere og partier i Danmark og af, hvilken 
betydning dette har for partiskift.  
6
Stigende partiskift 
Op igennem 1970erne oplevede de fleste vestlige lande det, der refereres til som ”a new vola‐
tility in the mass electorate” (Crewe & Denver 1985:4; for fremkomsten af øget volatilitet se 
eksempelvis også Pedersen 1979, 1983; Budge 1982; Ersson & Lane 1982; Maguire 1983; Dal‐
ton, Flanagan & Beck 1984; Lane & Ersson 1999; Dalton & Wattenberg 2000; Drummond 
2006). Hvor partiernes opbakning fra vælgerne i gennem adskillige år havde været så stabil, at 
man i litteraturen talte om, at partisystemerne var ”frosset fast” (Lipset & Rokkan 1967, se 
også Rose & Urwin 1970; Bartolini & Mair 1990), begyndte der 1970erne at tegne sig et ganske 
andet mønster. I modsætning til tidligere, hvor vælgernes stemme nærmest var givet på for‐
hånd, så man nu en stigende andel vælgere der skiftede partipræference fra valg til valg. Den 
stabilitet og kontinuitet der tidligere havde karakteriseret vælgernes adfærd, var pludselig 
blevet afløst af en øget grad af partiskiftere.  
I de nordiske lande syntes denne tendens at kunne spores tidligere end andre steder. 
I en sammenlignende analyse af Danmark, Sverige, Norge og Finland finder Borre (1980) at der 
allerede fra midten af 1950erne kan ses en stigning i ustabiliteten i disse lande. Borre undersø‐
ger perioden 1950‐1977 og konkluderer, at der i alle fire lande ses en opadgående tendens til 
at skifte mellem partierne fra valg til valg (1980:142‐143). I Danmark var dette særligt tydeligt. 
Dette bekræftes af Goul Andersen & Hoff (2001) ifølge hvem Danmark i 1950erne og 1960erne 
tog  føringen,  som  det  nordiske  land  med  største  vælgervandringer  mellem  partierne 
(2001:63). Det toppede med jordskredsvalget i 1973, hvor et rekordstort antal vælgere skifte‐
de parti: Ved dette historiske valg var der tale om nettoforskydninger i partiernes vælgermæs‐
sige opbakning på hele 29,1 pct. I sammenligning var de gennemsnitlige forskydninger i perio‐
den 1966‐1971 på 10,3 pct. ‐ og de var endnu mindre i perioden før det (Worre 1976:13). Si‐
den er der ikke set tilsvarende forskydninger i vælgernes partipræferencer. 
Vælgernes stigende tilbøjelighed til at skifte parti er i litteraturen blevet sammenfat‐
tet som stigende volatilitet. Volatilitet refererer til omfanget af partiskift fra et valg til et næ‐
ste, og der skelnes mellem netto‐ og bruttovolatilitet. Nettovolatilitet er summen af nettoæn‐
dringer i partiernes stemmeandel fra valg til valg, og måles ofte igennem det såkaldte Peder‐
sen indeks1 (Pedersen 1979, 1983). Bruttovolatiliteten, også kaldet individual level volatility, (jf. 
Pedersen 2001:266) angiver summen af individuelle vælgere, der har skiftet parti fra valg til 
valg Her er det klart, at en høj grad af nettoændringer i partiernes vælgertilslutning nødven‐
digvis er resultat af en mindst lige så stor grad af bruttoændringer: Hvor der ved jordskredsval‐
get i 1973 var tale om nettoændringer på omtrent 30 procent, dækker det over en noget høje‐

1    Indekset måler nettovolatilitet ved at summere den procentvise ændring i hvert partis stemme‐
andel ved et valg i sammenligning med valget før, divideret med 2. (Pedersen 1979). 
7
re bruttovolatilitet: Ved dette valg var det tæt ved 40 pct. af vælgerne der stemte på et andet 
parti end det de havde stemt på ved valget i 1971. Dette fremgår af følgende Figur 1.1, der 
viser udviklingen i andelen af partiskiftere blandt danske vælgere i perioden 1971 til 2007, 
foretaget på baggrund valgdata fra samme periode: 
Figur 1.1: Udviklingen i partiskift blandt danske vælgere, 1971‐2007. I pct. 
40
35
30
25
20
15
10
5
0
1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994 1998 2001 2005 2007

Anm: N=493‐1669. Procentandele afrundet til hele tal. 
I beregningerne er kun vælgere, der har stemt ved begge valg medtaget, og de er alle baseret 
på vælgernes hukommelse om deres partivalg valget forinden, på uvægtet data2. Fordi nogle 
vælgere glemmer, hvilket parti de stemte på sidst, og da er tilbøjelige til at angive samme par‐
ti, de stemmer på nu, er der tale om en vis underdrivelse af omskifteligheden.3 I denne sam‐
menhæng gør det dog blot problemstillingen mere relevant.  Som det tydeligt kan aflæses af 
figuren, er andelen af partiskiftere på sit højeste ved valget i 1973‐valget, og er ikke siden set 
tilsvarende. Fra slutningen af 1970erne og igennem 1980erne falder andelen af partiskiftere til 
at ligge omkring de 20 pct. med 1988 som det år, hvor andelen var på sit laveste: Blot 15 pct. af 
vælgerne angiver at have stemt på et andet parti end det de stemte på ved valget forinden i 
1987. En sammenligning med paneldata viser dog, at andelen nærmere er det dobbelte. En 
forklaring kan være, at valgene lå så tæt på hinanden, at vælgerne følte sig mere forpligtede til 
at angive samme parti og dermed signalere konsistens. Som det fremgår, stiger andelen af 
partiskiftere igen i starten af 1990erne igennem de seneste 17 år har den befundet sig mellem 
23 og 29 pct. Samlet tyder det på, at trods ”bølger”, ser den ud til at have lagt i et relativt højt 
leje. 

2    Recall er anvendt også for de år, hvor der kunne have været anvendt paneldata. Dette er gjort for 
sammenlignelighedens skyld. Vægt er undladt, da det er fravalgt i alle analyser, jf. metodekapit‐
let. Det betyder dog også, at der forekommer afvigelser i forhold til tidligere beregninger af parti‐
skift (se eksempelvis Nielsen & Thomsen 2003). 
3   Dette fremgår også, når der sammenlignes med paneldata. I 1973 viser paneldata en andel part‐
skiftere på 40,8 pct. mod 37 via recall. I 1988 viser paneldata at 29,3 pct. er partiskiftere, hvor 
kun halvdelen tilkendegiver dette ved recall. I 2005 er tallene dog tættere på hinanden. 26 pct. 
på paneldata og 25 pct. via recall.
8
Danmark er ikke unik i den sammenhæng. Også i særligt de øvrige nordiske lande er 
der set et nogenlunde tilsvarende mønster for den individuelle omskiftelighed (Valen 1981:26; 
Holmberg 1981:36, 2000:19; Holmberg 1990:106; Gilljam & Holmberg 1993:71; Holmberg & 
Oscarsson 2004:83; Aardal 1999:35, 2003a:34). For de øvrige europæiske lande kan der gisnes 
om at partiskift er lige så udbredt. Lane & Ersson (1997) påpeger, at nettovolatiliteten blot 
udgør omtrent 50‐75 pct. af bruttovolatiliteten, og ses der på nettovolatiliteten ligger Danmark 
og de nordiske lande ganske vist i den høje ende, men synes ikke at adskille sig markant (se 
Goul Andersen & Hoff 2001; Klingemann 2005; for sammenligning af volatilitet i 46 lande se 
Thames, Patterson & Robbins 2008:26).  
Makroforklaringer på partiskift 
Til trods for dette, er partiskift igennem litteraturen oftest blevet behandlet som et makrofæ‐
nomen. Man kan argumentere for, at summen af ændringer i partiernes tilslutning og summen 
af individuelle skift ikke er de samme fænomener (jf. Pedersen 2001:266) og begrebspar som  
the floating vote og the floating voters (Daudt 1961) samt deep structural stability og surface 
stability (Lane & Ersson 1997) er blevet anvendt i analytisk øjemed. Alligevel har fokus primært 
været på nettovolatiliteten4 og på makroorienterede forklaringer (eksempelvis Pedersen 1979, 
1983; Rose & Urwin 1970; Bartolini & Mair 1990; Mair 1990; Klingemann 2005; Thames, Pat‐
terson & Robbins 2008). Dette synes også at have været tilfældet i dansk kontekst (se Dam‐
gaard 1974; Borre 1980, 1981; Glans 1989). 
Én forklaring vender sig mod partisystemerne.  Ofte har analyser af volatilitet været 
en del af mere omfattende, sammenlignende analyser af partisystemerne i de vesteuropæiske 
demokratier og deres tilstand ‐ og netop egenskaber ved disse systemer og strukturelle foran‐
dringer internt i disse er blevet udpeget som en forklaring på at nettovolatiliteten begyndte at 
stige: Opblomstringen af en række nye partier samt gamle partiers forsvinden rundt om i de 
vestlige lande havde ændret partispektret og dermed også det grundlag, hvorpå vælgerne 
kunne træffe deres politiske valg (Budge 1982, se eksempelvis også Bartolini and Mair 1990; 
Bowler & Lanoue 1996). Dette betød nødvendigvis større omskiftelighed i vælgernes partivalg. 
Også i dansk kontekst blev den stigende vælgervolatilitet ofte kædet sammen med de ændrin‐
ger, der kendetegnede det partipolitiske landskab i Danmark i 1960erne og 1970erne (se Borre 
1980, 1985; Glans 1989). Ses der nærmere på jordskredsvalget i 1973 var dette da netop også 
kendetegnet ved, at hele 5 nye partier blev repræsenteret i Folketinget. Ikke mindst Frem‐
skridtspartiet, der blev stiftet året før, vandt frem som et protestparti, og fik knap 16 pct. af 

4 Dette har også sin forklaring i, at beregninger af nettovolatiliteten er et mere pålideligt mål end 
volatilitet på individniveau, da dette som oftest må beregnes på recall data (Pedersen 2001:266).
9